Omsider kom januar - Uddrag af bogen

Jeg har forsøgt at arbejde et par timer. Men det er stadig for svært. Jeg er ukoncentreret, og min stresstærskel er i minus. Det er lige meget, om jeg er hjemme eller på arbejde. Jeg kan ikke finde ro og har ikke et fristed, hvor jeg kan være uden at tænke på dig. Uden konstant at blive mindet om, at du ikke er her mere. At jeg aldrig mere skal se dig igen, aldrig mere høre din stemme eller din dejlige livsglade latter. At du for altid er væk, at jeg virkelig har mistet dig. At du, min datter, er død.

 

Jeg fik en god snak med min chef, Tina. Vi aftalte, at jeg her i januar skal forsøge at komme på arbejde en dag om ugen fra 11 til 16, så jeg ikke helt mister grebet og kontakten til min kollegaer.

Uanset, hvor jeg befinder mig, har du været der. Overalt bliver jeg mindet om tabet af dig. Det er en så altoverskyggende smerte, at jeg ikke kan slippe væk, ikke bare et eneste sekund. Jo, måske når jeg sover. Men jeg kan jo ikke sove livet væk. Desuden er der andre mennesker på denne jord, som har brug for mig. Så heldigvis har jeg ikke noget valg. Jeg må gå den tunge gang, og i første omgang bare få dagene til at gå med noget nogenlunde fornuftigt. Foråret er også snart på vej med lyse dage. Måske giver det mig lidt mod og glæde.