Skidt dag

Årh har længe gået og haft det skidt. Sådan ok og så alligevel ikke. Jeg er bare. Er det et liv, bare at være ??

Jeg går stadigvæk til psykolog og troede, at jeg var godt på vej. Smilene kom og solen skinner. Men skinnet bedrager....

 

Idag begyndte jeg at græde og kunne ikke stoppe. Gik i bad og stod med panden op ad den kolde flise væg, mens det varme vand løb mig ned ad ryggen. Hvad skete der lige der?

 

Ja, jeg blev jo sygemeldt pga. Stress og depression - igen. Så blev vi enige om at vi ville slutte vores samarbejde og efter 10 år stod jeg uden job. Efter 26 års non-stop arbejde, har jeg for første gang, ikke noget jeg skulle op til. Ingen at skulle stå til regnskab, ingen nye projekter, ingen problemer at skulle løse, ikke flere 20 bolde i luften på samme tid. Ingen som har brug for min viden mere. Ingen som har brug for mig. Jeg gør ikke nogen nytte mere!!!

 

Jeg savner min kæreste, selvom han er lige her, men noget er forandret. Vi har ændret os, han har ændret sig og det har jeg også. Men jeg savner ham helt vildt meget alligevel.

Efter 14 år sammen forandrer forholdet sig jo naturligt. Stormende forelskelse bliver til dyb kærlighed og som årene går, kommer der naturligvis lidt længere tid imellem hede kys, kram og sex, men det bryder jeg mig sgu ikke om. Her skal alt være som det plejer. Jeg klager ikke, det er bare ikke, som det plejer.

 

Min søn er flyttet hjemmefra og han har det godt. Han er startet på det Farmaceutiske Fakultet på Universitet og er super glad for det. Han bliver presset, har travlt med forelæsninger og lektier, samtidig med at hans hjerne bliver proppet med ny viden og han elsker det.

Han har ikke brug for sin mor mere på samme måde. Jeg ser ham ikke så tit, men jeg savner ham helt vildt meget. Han pusset, nusset, elsket og giver ham al min kærlighed, og nu står han på egne ben. Mor er super stolt men, hvor gør jeg af alle mine tanker, følelser osv. Som han daglig fik??

 

Jeg har været hos en neurolog pga. Mine diskusprolapser i nakken, som giver mig hovedpine og migræne, alt for tit.

Nu er jeg startet hos en fysioterapeut for at styrke mine musker i nakke og skuldre, så jeg forhåbentlig snart får det bedre.

Jeg går til varmtvandssvømning og det er fantastisk og gør mig så godt.

Jeg har holdt en mindre pause i min træning (løbebånd og maskiner) idet jeg fik influenza to gange, med en måneds mellemrum, så jeg havde simpelthen ikke energien til det, men nu starter jeg op igen.

 

Min fibromyalgi gør sig daglig bemærket, men jeg prøver ikke at klage for meget over smerter, over det, jeg nu ikke kan i dag, og det som jeg ikke kan få gjort i morgen, men jeg klør på og gør det så godt jeg kan. Jeg prioriterer min tid, med de mennesker omkring mig, som giver mig noget, altså rører mit hjerte, og som vil mig det godt. En skod sygdom, men det kunne være værre. Denne sygdom, kan jeg forholde mig til, Jeg dør ikke af den, men med den.

 

Jeg gør de ting, som kommune gerne vil have mht. Til helbred og så får vi se, hvad vi sammen kan blive enige om med henblik på fremadrettet arbejde/flexjob?

 

Så hvad sker der. Græder jeg for lidt over dig? Tænker jeg for sjældent på dig? Er jeg ikke kommet mig over sorgen, savnet, chokket og den enorme smerte ved at have mistet dig? Lever jeg mit eget liv for meget?

 

Som jeg stod der i badet, slog det mig kort, at jeg godt kan forstå dem, som skærer sig. At kunne fjerne fokus i sin smerte et andet sted hen, det ville være fantastisk, men ikke en holdbar løsning for mig, men lige der, ville det være rart. At få den væk. At føle noget andet. Glæde. Tro. Håb. Fremtid.

 

Malene for helvede, hvad tænkte du på? Hvad skulle det være godt for? Jeg har stadig brug for dig. Jeg savner dig så meget , at det stadig gør ondt helt ind i mit hjerte 💔

 

Elsker dig helt op til skyerne og tilbage igen

 

❤️ Mor ❤️