Årets sidste smertelige måneder

Det suser, det blæser, det regner og regn er jo lækkert (vores engle i himlen, fortæller de savner os) skyerne bevæger sig hastigt med ynde, og det bliver hurtigt mørkt. Farverne på træerne ændrer sig med lynets hast og afspejler så smukt mit indre.
Jeg elsker mit liv, elsker den vej, som jeg nu er på vej ned ad, og den indre ro og styrke, som det giver mig - samtidig tappes jeg for smil, energi og og glæde - altså livsglæde.
November og december er så absolut ikke mine favorit måneder og dermed årets afslutning. Jeg græder stille indvendig og over alle mine tab/fødselsdage i disse måneder, imedens alle andre glæder sig til jule højtiden og alle dets smukke traditioner. Til sammenvær, sne, hygge og at afslutte dette år, med jule frokost, juleferie, med familie og venner, med maner.
Jeg kan bare ikke, tackle al den glæde og indre varme. Det føler jeg ikke, for som sagt, jeg mangler noget. Min smukke datter. Malene. Hendes smukke ansigt og væsen, hendes varme og omsorg for andre. Hendes smil og latter. Hendes kram og skøre, sjove indfald.
Men jeg elsker mit liv nu og det kollidere med min indre smerte og uro
Kors hvor jeg elsker og savner dig, min elskede smukke første fødte datter ❤️🌹❤️