❣️

25-09-2018 09:58
Et brev alle pårørende til mennesker der har mistet et barn burde læse. Det er ikke noget jeg har skrevet, men jeg genkender hvert et ord 💔

Hvad er normalt efter dit barn er dødt?

Normalt er, at have tårer der venter bag ethvert smil, når du indser en vigtig person mangler ved alle de vigtige begivenheder i din families liv.
Normalt er, at forsøge at beslutte, hvad du skal tage med på kirkegården til fødselsdage, til jul, nytår, og påske.
Normalt er, at føle at du ikke kan sidde et minut uden at rejse dig og skrige, fordi du bare ikke kan sidde noget igennem mere.
Normalt er, ikke at sove særlig godt, fordi tusind af, hvad nu hvis'er og hvorfor havde jeg ikke, går gennem dit hoved konstant.
Normalt er, at gennemleve dødsdagen igen og igen i dit hoved, og du gør alt hvad du kan for at få det til at gå væk.
Normalt er, at tænde for tv'et eller radio, når du kommer hjem for at få støj, fordi stilheden er så øredøvende.
Normalt er, at stirre på ethvert barn, der der har dit barns alder. Og så tænker på den alder, dit barn ville have nu. Gad vide, hvorfor det er så vigtigt at forestille sig det? Da det jo aldrig vil ske.
Normalt er, enhver lykkelige begivenhed i dit liv altid vil blive efterfulgt af sorgen der lurer bagved, på grund af hullet i dit hjerte.
Normalt er, at fortælle historien om dit barns død, som om det var en banal dagligdags ting, og se rædsel og forfærdelse i den andens øjne. Og derefter indse det er blevet en del af dit "normale".
Normalt er, hvert år at komme igennem den vanskelige opgave at ære dit barns minde og deres fødselsdage på den bedste måde og overleve. Forsøge at finde den blomst eller ting, der passer til anledningen. Tillykke med fødselsdagen? det passer ligesom ikke ind længere.
Normalt er, din glæde, og den efterfølgende tristhed ved synet af noget særligt dit barn elskede. Tanken om hvordan det ville elske det, men det ikke er her til at nyde det.
Normalt er, at nogle er mennesker er bange for at nævne dit barn.
Normalt er, at sikre dig, at andre ikke får lov at glemmer dit barn.
Normalt er, at når begravelsen er overstået forsætter alle andre med deres liv, mens vi fortsætter med at sørge over vores tab resten af livet.
Normalt er, at sorgen og savnet ikke forsvinder, selv efter der er gået uger, måneder og år, den bliver ikke bedre men anderledes, og vi bliver bedre til at håndtere og skjule den.
Normalt er, ikke at lytte til folk der sammenligner noget i deres liv med dit tab, medmindre de også har mistet et barn. Intet kan sammenlignes INTET. Selv om dit barn er på den anden side af jorden - kan det ikke sammenlignes.
At miste en forælder er, Forfærdeligt, men at skulle begrave sit barn unaturlig.
Normalt er, at indse du græder indvendig hver dag.
Normalt er, at sidde grædende ved computeren, fordi du sidder og deler hvordan du har det med chatvenner som også har mistet et barn.
Normalt er, ikke at lytte til folk der kommer med undskyldninger for Gud. "Gud kan have gjort dette, fordi ..."
Jeg ved mit barn er i "himlen", men at høre på folk, der forsøger at komme med undskyldninger for, hvorfor et fantastisk barn blev taget fra denne jord er ikke værdsat og giver absolut ingen mening hos en sørgende mor.
Normalt er, at være for træt eller ligeglad med om, du har fået betalt regninger, gjort rent, ordnet vasketøjet, eller lavet mad.
Normalt er, at spørger sig selv, om du denne gang skal sige, at du har to børn eller kun et barn, fordi du alligevel aldrig vil se denne person igen, og om det er værd at forklare, at dit ene barn er dødt. Men når du siger, du har et barn for at undgå dette problem, bliver du fyldt med frygtelig skyldfølelse, fordi du nu har forrådt dit døde barn.
Normalt er, at spørger Gud, hvorfor han tog dit barns liv i stedet for dit, og spørge om der overhovedet findes en Gud.
Normalt er, at vide du aldrig vil komme over dit tab, hverken på en dag eller en million år.
Normalt er, at have psykologer der er enige med dig, i at du aldrig "virkelig" vil komme af med smerten og at der ikke er noget, de kan gøre for at hjælpe dig. De kan ikke bringe dit barn tilbage fra de døde, som ville være det eneste der kunne fjerne smerten.
Normalt er, at lære at lyve overfor alle du møder, og fortælle dem, du har det fint. Du lyver fordi det gør de andre utilpas, hvis du græder. Du har lært det er nemmere at lyve for dem, end at fortælle dem sandheden, om at du stadig føler dig tom og at du sandsynligvis aldrig kommer til at føle dig hel igen - nogensinde.
Og sidst af alt:
Normalt er, at gemme alle de ting, der er blevet "normalt" for dig at føle, så alle omkring dig tror, at du er "normal".
Digt af Tara & Heather Carey
Orginale titel: What is Normal after your child dies?

Kategori: Englepigen

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

Englepigen.dk  | susyk66@gmail.com