Bisættelsen - uddrag af bogen

Jeg tog af sted til kirken før de andre. Da jeg rundede hjørnet ved kirken, ringede Maj-Britt og spurgte, hvor langt, jeg var nået. Hun ville komme ud til bilen og hente mig, for der var allerede kommet mange, som ventede udenfor kirken. Åh nej, tænkte jeg, skulle jeg så stoppe op og hilse på dem, eller skulle jeg bare gå ind i kirken. Da jeg ikke kunne overskue at skulle hilse på dem, gik jeg direkte hen til Maj-Britt. Vi gik sammen ind i kirken, frem til forreste række, hvor din kiste stod med den smukkeste bårebuket. Alle vegne var der blomster. Ude i venstre side, hele vejen rundt om døbefonden, i højre side under talerpodiet, helt fremme hen til alteret, hele vejen ned langs kirken og ud mod døren. Der blev hele tiden lagt flere og flere buketter, samtidig med at antallet af mennesker steg. Tårerne begyndte at presse på. Jeg begyndte at græde. Kunne simpelthen ikke bære tanken om, at du lå i kisten. At dette blev vores farvel, på denne måde. At dette, vores sidste møde, foregik på denne tragiske og kolde måde. Du var lige ved siden af mig, men jeg kunne ikke se, røre eller dufte dig. Jeg måtte simpelthen ud.

Udenfor kom folk hen for at kramme mig eller kondolere ved håndtryk. Stadig flere mennesker strømmede til. Det var overvældende. Vi gik ind, så jeg kunne være lidt alene og sunde mig. Dog var Maj-Britt hele tiden ved min side. Hun fremstod som en slags skjold imod de fremmødte, så de ikke kom for tæt på. Ikke endnu. Det måtte vente.

Casper, din lillebror, familie, venner og bekendte var kommet fra nær og fjern. Kirken var fyldt, dørene blev lukket, og bisættelsen begyndte. Godt 230 mennesker var stuvet sammen inde i den kirke. Det siger lidt om dig, min elskede datter. Du havde virkelig sat dine spor, dine yndige små fødder, i mange hjerter.

Vi startede med en salme. Dernæst talte præsten. Så var det min tur. Mine allersidste ord til dig.

 

Jeg rejste mig, gik alene op foran kisten, vendte mig om. Kiggede ud over de fremmødte. Jeg måtte virkelig finde alle mine inderste kræfter. At stå der, føltes som fem minutter, men det var det ikke. Jeg sank en sidste gang og brød dermed stilheden, som havde sænket sig, og sagde så højt og tydeligt, jeg kunne.:

 

Et lys blev slukket

En engel hentes hjem

Vores smerte og sorg er ubeskrivelig

for du er ikke mere.

 

Du vil altid være i vores hjerter

for netop Du besad de smukkeste kvaliteter

 

Du sms´ede for nylig til mig:

Husk at se ud en dag det regner

da skal hver eneste dråbe vise

hvor meget, jeg elsker dig

men også, hvor ked at det, jeg bliver

hvis jeg mister dig!

 

Dette beskriver langt fra vores savn

men vi vil se frem til den dag

hvor vi igen kan kysse og kramme dig

og sige: Jeg elsker dig

 

De kærligste hilsner

Din lillebror, Casper og mor