Jeg fik taget mig sammen til at gå i gang med at "opdatere" Malene´s gæstebog, som hun fik i konfirmationsgave. Den er enorm tyk, måske et par tusinde sider. Smuk bog med hendes navn trykt på forsiden.
For ikke at bogen skulle gå til spilde, har jeg fortsat med at putte ting i. Billeder med hende og andre, billeder fra vejen, hvor du landede, da du sprang, med blomster, bamser osv. Fra kirken, kirkegården. Breve som folk har skrevet til dig, til mig.
Dernæst er jeg gået videre med at indsætte udklip fra bogen, denne hjemmeside, artikler i diverse ugeblade, samt fra mine foredrag.
Jeg måtte stoppe undervejs og tage en pause. Det var hårdt og jeg begyndte at græde. Det hele er så meningsløst og brevene var fyldt med kærlighed, sorg og savn.
Midt i pausen, ringer min allerførste chef fra England. Han er som en storebror for mig, og har altid passet godt på mig. Han har altid været at finde i mit privatliv. Vi har en helt unik kontakt med hinanden. Han er speciel.
Han var blevet indlagt på et hospital med et par hjerneblødninger, men havde det efter omstændighederne godt. Denne besked ramte mig hårdt, og jeg græd igen. Han er så langt væk, og jeg kan bare ikke "lige" smutte forbi og se til ham. Være hos ham. Men det må jeg finde en løsning på. For til England - det skal jeg.
Jeg er hos dig i tankerne og du vil altid være i mit hjerte.
Pas godt på dig selv, til vi ses igen.
Knus Susy
Kommentarer
- #1
Pia Hansen 01-03-2011 18:02 Kære Susy.
1Tak fordi du deler din sorg og det at have mistet din datter. Det berører mig dybt og jeg sidder med gråd i halsen, tårer der løber ned af mine kinder. Jeg er stolt af dig og jeg er glad for, at du tør tale åbent om det og jeg vil glæde mig til at købe bogen og læse den. Jeg ved, jeg vil græde og jeg vil vide, at det også er en forløsning - som vi har fået med os fra Universet. Kære Susy, endnu engang tak for at dele ud af din erfaring. De kærligste varme knus, Pia.