Jeg har været sygemeldt siden slutningen af april måned. Fik en masse symptomer, blev sendt til både en Rheumatolog og en Neurolog, og jeg var tilsyneladende sund og rask, men hvad så med alle disse symptomer? Tilbage til min egen læge, som jeg kun lige har haft et lille års tid. Vi gennemgik min historik, og diagnosen blev så "post traumatisk stress"
Jeg har nu gået hjemme lidt over 2 måneder og virkelig passet godt på mig selv. Har ordnet det, jeg kunne klare/overkomme, resten blev udskudt eller gjort af enten min søn eller min kæreste. Stille og roligt er jeg nu begyndt at komme lidt til mig selv. I tiden hjemme har jeg ikke tænkt over hvilken dag, det er i dag, dato eller hvad klokken er. Det har faktisk været dejligt.
Jeg er begyndt at gå til psykolog og håber selvfølgelig, at det også gør mig godt. Det er hårdt at skulle igennem alle mine "tragedier" men det giver også luft og indre ro. Samtidig har jeg passet min yoga/meditation 1 gang om ugen, hvilket desværre nu er slut for denne sæson.
Idag gik virkeligheden så lige op for mig. Min skønne elskede datter Malene har snart fødselsdag. Lige præcis 4/7 - hvor hun ville være blevet 22 år gammel. En skøn alder, som hun desværre heller ikke kommer til at opleve. Det slog mig hårdt, og jeg græd, som jeg ikke har grædt længe. Et stor "byld" der lige blev prikket hul på. Det er stadig så forbandet uretfærdigt, at jeg skal være her uden dig.
Hvorfor gør det stadig så ondt?
Hvorfor savner jeg dig stadig så usigelig meget?
Hvorfor smerter det stadig mit hjerte så dybt?
Fordi du er den bedste datter, en mor kunne ønske sig !
Fordi du har et hjerte af guld og noget af det smukkeste, jeg stadig længe har set !
Fordi du var din egen "herre" og stod ved dine meninger !
Fordi du dæmpede de stærke og styrkede de svage !
Fordi du havde den dejligste latter og det smukkeste smil i verden !
Fordi ....
Fordi ....
Fordi ....
Jeg kunne blive ved.
Du er ikke glemt - sidder stadig i mit hjerte.
Jeg kommer snart over på kirkegården og lægger en smuk blomst til dig.
Som altid har din lillebror, Casper og jeg planlagt en rar dag, hvor vi skal være sammen, og som altid, hvis du havde været her, ville du have været med. På denne dag, gør vi, som vi plejer. Passer godt på hinanden.
Pas godt på dig selv, til vi ses igen.
Kærlig hilsen og store kram til dig
Mor
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg