Tanker om det ”de andre” ikke ved…

At miste en nærtstående, gør noget ved os som menneske. At stå på kanten af liv og død bringer de eksistentielle temaer i spil. Alt det vi har troet på, forsvinder på et splitsekund. Vores tillid til verden rystes. Vi forandres. Vi bliver ”anderledes”.

Vidste du at:

- langt de fleste af dem, som har mistet en ægtefælle, et barn eller en søskende oplever en så dybtfølt ensomhed, at de kan have utrolig svært ved at kontakte selv deres nærmeste venner?

- mange ikke vil ”forstyrre” deres allerbedste venner: ”De har jo deres eget at se til…!”

- stort set alle der har mistet meget gerne vil forstyrres med et besøg, en opringning eller et brev.

- at intet du siger, kan gøre den, der har mistet, mere ked af det. 

- at det kan være utrolig svært for en, der har mistet at bede om hjælp, selvom det ville være yderst hensigtsmæssigt. Mange gange handler det om, de ikke ved, hvad de har brug for hjælp til eller at de ikke vil være til besvær!

- mange har svært ved at leve op til egne forventninger. De krav de stiller til sig selv, er ofte tårnhøje. De tror også, at deres omgivelser har store forventninger til dem!

- mange rigtig gerne vil inviteres ud – i små bidder. Både med og uden børn. Det der blokerer, kan være angsten for, at de lige pludselig bare må hjem NU! Eller at de bliver kede af det, når de i virkeligheden burde være glade.

- alle der har mistet lever med en umådelig stor ambivalens som ofte gør, at de ikke kan tage stilling til selv små spørgsmål eller forslag.

- selvom de efterladte synes at leve i en osteklokke, har de brug for kontakt til den verden, der suser forbi udenfor. Så pres endelig på og træd gerne ind.

- mange af dem der har mistet en ægtefælle, suger sine børn så tæt til sig, at de glemmer sig selv. De kan og må gerne udfordres nænsomt - og over tid.

- når en der har mistet siger ”Nej tak” til en invitation, handler det om det, du spørger om i dag – lige nu. Hvis du spørger om det samme i morgen eller i næste uge, kan svaret være et andet. 

- sorgen, smerten, ensomheden og magtesløsheden ikke forsvinder efter hverken 1 måned eller et halvt eller helt år. For rigtig mange dukker de smertefulde følelser op jævnligt og resten af livet! Det er derfor helt i orden at spørge ind til et tab efter flere år: ”Jeg kom faktisk til at tænke på din skønne kone i sidste uge… Hvor lang tid er det siden hun døde? Hvordan er det at være dig nu?”

- de der har mistet ALDRIG bliver de samme igen. En større dybde, styrke og sårbarhed følger med. Og for en del også lysten til at leve livet! 

Med kærlig hilsen

Line Smed Dawids
Familie- og psykoterapeut (MPF)
hos Krise og sorg