Sorg over at have mistet min storebror

 

Jeg er ny i gruppen, men ikke i sorgen.

Lidt om mig selv!

Jeg er født i Australien i 1966 og opvokset med min storebror, som var 2 år ældre end jeg. Han er født i Danmark. Begge af samme danske forældre.
Han led af svær astma, som i 60erne, ikke var en særlig oplyst sygdom og han var derfor ikke i god behandling.

Jeg var en lille krudtugle, som banede vejen frem, skaffede venner, sjov og ballade. Han fulgte mig i tykt og tyndt. Vi var som tvillinger, uadskillige og samme tankegang. Vi kunne tale sammen uden ord.
Da vi kom tilbage til Danmark, skulle jeg lære et nyt sprog, og vores sammenhold blev mere tydeligt og tæt.
Vi blev ældre, nye udfordringer og eventyr. Dog stadig altid sammen.
Hans sygdom blev aldrig bedre og i 1985 dør han af et hjertestop. Hans nyrer, lunger og hjerte havde taget stor skade af medicin.
Jeg var alene. Forladt. Ensom. I dyb sorg.
Jeg havde mistet halvdelen af mig selv.
Dengang brugte man ikke psykologer, og hjemmet var præget af sorg. Tavshed. Fortvivelse.
Jeg måtte selv finde min vej ud, ud og op af dette helvede.
Jeg overlede, men brugte mange år, på at bearbejde min sorg. Min frygt for at blive forladt. Alene. Ikke at have nogen værdi.
Jeg savner ham så utrolig meget den dag i dag. Ville så gerne kunne vise ham - mit liv, mine børn, mit hjem og ja, bare se, høre og røre ved ham.
Mit hjerte var og er stadig knust over tabet af ham 💔