To dage efter - hos bedemanden - uddrag af bogen

Din far, Casper og jeg tog hen til bedemanden. Bedemanden var rar, og omgivelserne i butikken var hyggelige. Alligevel var det ikke rart at være der, forståeligt nok.

Din far og jeg valgte kirken, hvor bisættelsen skulle foregå. Hvilken kiste, og hvilke blomster, der skulle pyntes med. Bedemanden bad mig om at vælge det tøj, du skulle have på, og samle de ting, du eventuelt skulle have med dig. Jeg følte det, som var jeg i en osteklokke. Beskyttet fra omverdenen. Jeg var der, og alligevel ikke. Det er svært at forklare. Alle beslutninger var umådelige svære, fordi vi var i chok. Vi ville jo gerne tage de rigtige, for tog vi de forkerte, kunne de ikke senere laves om. Det var hjerteskærende at skulle tage sådanne beslutninger, når det handlede om ens egen 17 årige datter. Livet var ikke retfærdigt. Ham deroppe var et fjols.

Da vi var færdige, ringede politimanden. Han spurgte, om vi havde besluttet os med hensyn til obduktion. Din far og jeg havde talt om det. Vi var enige om at sige nej. Alverdens svar på diverse prøver ville jo ikke bringe dit tilbage, ej heller give os svar på, hvorfor. Det svar, gemte du nemlig inde i dit hoved.