House Call

Jeg har i dag været på “House Call”, hvorfor:, fordi jeg kan og vil 🤪

Jeg blev i min ferie kontaktet af en mor, som for 4 mdr. siden, mistede sin smukke og højt elsket datter til selvmord. Endnu et barn som har forladt os. Det gør mig så ondt og pokkers trist til mode.

Jeg tog turen ud til hende, hvor vi mødtes og gik en tur. Hun fortalte kort sin historie, jeg kom med input, erfaringer og gode råd, om hvordan man kan komme videre, som tricks til en lettere hverdag, som i forvejen er hårdt udfordret, håndtering af venner/bekendte som ikke kan rumme os i længden, psykolog eller direkte krisehjælp, clairvoyanter, samt andre børn. Ja, vi havde mange emner at tale om, og det er for mig så sjæleligt opløftende, at kunne hjælpe andre, som går i mine fodspor.

Det er så trist og direkte ødelæggende et mareridt, vi gennemgår, at vi må hjælpe og guide hinanden, når nu “de andre” ikke kan forstå os, og sætte sig ind i vores “verden”, som den så nu ser ud. Vi forstår hinanden, og behøver ikke de lange snørklede forklaringer, for vi er DER selv.

Jeg gav hende en kopi af min bog, som hun kan læse senere, når hun er mere klar i hovedet og ude af chok fasen. Først der, vil hun kunne drage nytte af den.

På vejen hjem tænkte jeg, hmm gav vide om jeg burde skrive en fortsættelse af Brevet til min datter. Om hvordan jeg efter det først år , stadig kæmpede for et mere normalt liv, fik en diagnose, blev sygemeldt og derved mistede mit elskede job, som også var en del af min identitet. Om ja, mit liv efter og frem til i dag, hvor det jo ser meget anderledes ud, end for 15 år siden.

Jeg lever, jeg elsker, jeg griner, jeg oplever, ja livet kan blive godt igen, med denne specielle “rygsæk”, jeg har med mig overalt 🥰

Pas godt på jer selv og jeres kære børn