Glemmer du, så husker jeg!

Når tiden nærmer sig Malene’s fødselsdag, behøver jeg ikke en kalender, min krop fortæller mig det. Jeg bliver følsom, grådlabil, trækker mig, stresset og min indre uro går amok!

Kender turen, er nu på 17 år uden dig, så ved, at denne dag, kommer jeg også fint igennem, men det er et helvede hver gang.
Nok mere fordi, ja livet går videre, og det gør det for alle, men følelsen af, at alle har glemt dig, er den værste. Du er jo stadig mit barn, min datter, storesøster, kusine, niece, moster og barnebarn, ja du har mange titler. Hilsnerne og interessen bliver mindre eller udebliver, men det gør ondt, ondt langt inde i min sjæl 🥲 naturligt ja, men alligevel 😏

Hvad tænker/føler i andre om denne følelse/tanke 🙏🏻