Efter bisættelsen - uddrag af bogen

Det var rart at få den del overstået. Jeg blev senere uhyre stolt af mig selv, fordi jeg havde gennemført det. At præsten ikke behøvede at læse min tale for mig. Det var så vigtigt at netop disse ord kom fra mit hjerte og min mund. Men helt ærlig, det var ren tortur, for det var så svært at få sagt. Det var jo igen et endeligt farvel, og det var jeg slet ikke klar til. Ikke endnu. En mor skal jo under ingen omstædigheder tage afsked med sit barn, og da slet ikke på denne absolut mest forfærdelige måde. At ens eget barn vælger at sige farvel til livet og dermed også alle de glæder, livet trods alt også har at byde på. Livet kommer jo i alle afskygninger, former og længder.

Præsten sluttede af med at fortælle, hvor der ville bliver serveret kaffe og kage. Seks mænd bar din kiste ud til ventende ligvogn. Som altid var jeg lige bag ved dig.

Din gudfar, Kenneth, havde købt 150 meget smukke, røde roser, som folk kunne tage og lægge på din kiste. En smuk gestus. Det var så smertefuldt, aldeles uvirkeligt. Igen brød jeg ud i gråd. Folk kom fra alle sider. Igen fik jeg enten et kram eller et håndtryk med deres kondolance. Egentlig et underligt ord.

Da vi havde stået der et stykke tid, kom præsten og spurgte, om de kunne køre med dig, og hvor jeg ønskede, blomsterne skulle lægges. Dette overvældende fremmøde havde jeg slet ikke forestillet mig. Havde godt vidst, der ville komme mange mennesker og dermed også mange blomster. Der var blomster, de ikke havde nået at få med ind i kirken. Jeg besluttede, at nogle skulle blive. De ville så blive lagt på en mindesten. Resten skulle køres over på den kirkegård, hvor du efter eget ønske skal stedes til hvile. Også der ville de blive lagt på en mindesten.

 

Vi kørte ud til stedet, hvor vi skulle have kaffe og kage, og kørte dermed forbi stedet, hvor du sprang. Her var folk allerede stimlet sammen for at lægge en sidste rose, give dig deres tanker og dermed deres sidste farvel til dig.

Mange fulgte med ud til kaffe og kagestedet, som heldigvis viste sig at være stort nok. Vi blev et par timer og besluttede så at tage hjem. Det var været lige så rart, som bizart. Var du ikke død, havde vi ikke været der i dag sammen med alle disse mennesker. Mange er ikke at finde i vores hverdag. Jeg ser dem ikke igen, medmindre vi ses et tilfældigt sted. Vi vil måske udveksle de almindelige høflighedsfraser, for igen at skilles på ubestemt tid.