Tid - uddrag af bogen

Dit værelse skulle tømmes. Det startede jeg på, stille og roligt, i mit eget tempo, så både hjerne og hjerte, ja hele min sjæl, kunne følge med. Det blev en lille, daglig proces, og den var på godt og ondt sund for mig. Det fik mig til at indse, hvor skrøbeligt livet er, og at man skal leve hver dag, som er det, den sidste. Hver eneste dag gik jeg ind på dit væresle, selvom det bød mig store hjertekvaler. Det, at skulle tage dine ting ned fra hylderne, fra væggene, tømme skuffer og samtidig sortere det hele, var ganske uvirkeligt. Jeg havde besluttet hellere at gemme for meget end for lidt. Var det først smidt ud eller foræret væk, ville jeg jo aldrig kunne få det tilbage igen, hvis jeg fortrød. Det turde jeg ikke risikere. Jeg ved, at jeg senere i livet vil blive glad for, at jeg gemte alle disse minder. Dit tøj, dine ting, ja, nærmest dit liv. Når jeg en dag med tiden er klar til det, vil jeg kunne tage det frem og mindes dig med tårer i øjnene og et smil på læberne.  sorgen og smerten vil altid være der. Det bliver bare nemmere at leve med, som årerne går. Men jeg kommer aldrig til helt at forstå: Hvorfor? Jeg respekterer dit valg, for med alle de stød, du fik de sidste par år, og det smerte helvede du befandt dig i, er det pønt uoverskueligt for en teenager at kapere. Jeg kan godt forstå dig, men dermed ikke sagt, at jeg billiger, det du gjorde. Det kommer jeg aldrig til. Som voksen ved jeg, at der altid er hjælp at finde. Der er altid en dør, som står åben. Der vil altid være nogen, som er klar med en hjælpende hånd. Jeg ved, der er lys for enden af tunnelen. En teenager kan bare ikke altid se det. Hvad var lige dråben, som fik dit bæger til at flyder over? Det vil jeg aldrig få svar på. Det svar tog du med dig.