Nytårsaften - uddrag af bogen

19-09-2011 20:59
Da jeg stod og kiggede op på himlen, fyldte du med et hele mit hoved. Jeg blev så forfærdelig ked af det, fordi du ikke var der til at gå med os ind i det nye år. Jeg følte mig så knust og fortabt, selvom jeg var omgivet af søde mennesker, som alle ville mig det bedste. Det var bare ikke det samme. Jeg vidste jo, at du ikke ville komme hjem engang i nat og fortælle mig om alle dine oplevelser.Jeg beherskede mig, så godt jeg kunne. Fordi vi er ramt af denne tragedie, at vi har mistet dig, skulle det jo ikke gå ud over de andre. Jeg havde sagt til Casper, at hvis jeg søgte alene ind på et værelse, skulle han lade mig være i fred. Kom han først ind for at trøste mig, ville han bare gøre det hele værre. Det respekterede han som altid.
Da festen var på sit højeste, var jeg træt af at drikke sodavand og se de andre feste og danse. Normalt deltager jeg selv. Men ikke i år. Jeg havde kæmpet med tårerne flere gange, og nu ville jeg hjem. Hjem i vante omgivelser. I sikkerhed.
 
.........
 
Den sidste dag i året er nu endelig overstået. Jeg har set frem til denne dag, så vi kunne komme ind i det nye år. Jeg ved ikke, hvorfor. Det var bare vigtigt for mig. Måske fordi jeg ønskede,  tiden skulle gå, så det nye år kunne begynde. Jeg trængte til et nyt år og nye oplevelser. Jeg trænger til lyse begivenheder, som kan hjælpe mig med at komme videre i livet uden dig. Jeg trænger til en ny start. Ikke forstået på den måde, at jeg ønsker at glemme dig. Det vil aldrig ske, Men jeg ved, jeg er gået i stå. Jeg er drænet for energi og evnen til at være positiv. Der skal ske noget, bare et eller andet. Kan ikke lige sætte fingeren på, hvad jeg ønsker og trænger så voldsomt til. Jeg ved bare, at jeg skal videre i livet, og jeg er sikker på, at jeg vil finde en vej. Den evne har jeg heldigvis.

Kategori: Englepigen

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

Englepigen.dk  | susyk66@gmail.com