Tanker en sen aften

Hvorfor skulle jeg fødes med et åbent, kærligt, tillidsfuldt og et utroligt gavmildt hjerte, når alt alligevel blev taget fra mig, ødelagt i enhver henseende, både på krop og sjæl.
Hvorfor skulle jeg lære at elske, at stole på andre mennesker, at knytte mig til andre, få venner/veninder, mand og barn, når jeg skulle miste og det skulle gøre så ondt.
Hvorfor skulle jeg i så mange år, så gruelig mange ting igennem. Hvorfor skulle jeg have børn, for at miste den ene, på en så umenneskelig måde, i en så tidlig alder.
Hvorfor skulle jeg miste min storebror, min far, venner og veninder, min ex.mand og min elskede datter.
Hvorfor skulle jeg blive så syg, hvorfor skulle jeg tage så uoprettelig meget skade af alle mine "udfordringer" , for at nå frem til, hvor jeg er i dag.
Jeg ville hellere end gerne have undværet det hele, al den sorg, al den psykiske tæsk, og fysiske skade, som aldrig vil kunne heale. Tværtimod.
Men så havde jeg jo ikke været, hvor jeg er i dag. Så havde jeg ikke mødt dig, så havde jeg ikke fået min uendelig skønne datter, ikke fået 17 års vidunderlige minder fra og med hende.
Så havde jeg ikke mødt min nuværende kæreste, så var jeg ikke flyttet herud, så havde jeg ikke fået mit nuværende skåne job, som jeg er så glad for.
Så ville jeg ikke have fået ændret min personlighed, til den person, jeg er i dag. På godt og ondt.
Livet er hårdt.
Livet er skønt.
Det værste, en mor kan komme ud for er, at miste et barn.
Hold nu op en lang, mørk og snørklet vej, for at nå hertil, hvor solen skinner.
Men jeg elsker livet - jeg elsker mig liv