Helligdagene nærmede sig. Hvor blev hele december måned af? Dagene var gået. Jeg var fulgt med uden at registrere, hvad der skete omkring mig, og uden at sanse, at en højtid stod for døren. Jeg havde da bemærket det, men ville helst undgå den. Jeg havde lukket øjnene og håbet på, det ville forsvinde. Og det ved vi jo alle, at det kan man ikke, specielt ikke når man har et barn, som glæder sig. Trods det, der var sket, glædede han sig meget. Jeg gjorde bestemt ikke. For min skyld, kunne vi godt hoppe direkte ind i januar i morgen, for du er her jo slet ikke, og uden dig vil det bestemt ikke blive det samme at holde jul og nytår. Det ville blive et sandt helvede. Hele det første år uden dig, hvor vi skal igennem en masse helligdage, fødselsdage og mange andre begivenheder, bliver svært. Tiden skal bare gå og gerne hurtigt.
Casper og jeg besluttede at tage på juleindkøb, i håb om at få købt alle gavene i løbet af et par timer. Juleaften skulle vi heldigvis holde hjemme hos mine forældre. Det var jeg rigtig glad for, selv om det ville blive trist og sørgeligt.
Vi gik rundt i Fields, og jeg tror, vi var pænt nedslående at se på. Ingen smil og ingen glæde, var der at spore i vores ansigter. Vi var overhovedet ikke i julestemning, og det var svært at finde de helt rigtige gaver. Det skulle jo helst være gaver, som de hver især ville blive glade for. For nemheds skyld besluttede Casper og jeg, at vi ikke ville give hinanden gaver. Det var vi ikke i humør til. De andre skulle selvfølgelig have deres gaver. Vi havde også snakket om, om ikke andet så for børnenes skyld, at få en så god jul som muligt.
Vi fik købt gaverne. De følgende dage pakkede jeg gaverne ind sådan lidt efter lidt. Til og fra kortene blev også et mareridt, for igen blev jeg mindet om, at du ikke er her mere. Du plejede jo også at stå på disse kort. Julekort skrev jeg slet ikke. Det magtede jeg ikke. Hvad skulle jeg også skrive om?
Kommentarer
1