" En 17-årig kvinde har valgt den ultimative løsning – at gøre en ende på sit liv – til en fest sammen med vennerne og helt uden forvarsel til sin familie.
Den unge kvindes mor får et chok, og bogen er hendes beskrivelse af de kaotiske følelser, der følger i kølvandet på datterens beslutning.
Måned for måned fylder tanker og følelser hende. Hun har sin egen måde at bearbejde sin kæmpesorg på, og som læser inviteres man med ind i dette univers, som man umuligt kan gardere sig imod. Det er en meget bevægende bog – dog dejlig fri for historien om "hvorfor" – dvs. datterens historie forbliver ufortalt.
Moderen vælger at være åben om sin sorg, og at tage imod hjælp fra psykolog og især familie og de gode veninder. Hun holder fast i de gode oplevelser, og giver plads til sorgen, når den kommer. Samtidig må hun tage sig af lillebroderen og rumme, at kæresten ikke sørger på samme måde.
Selvom ingen ønsker at komme i denne situation, må den være til trøst og håb, hvis det skulle ske. At vide, at andre har overlevet dette, og at solen kan skinne igen trods alt. At det er en kamp, men at det er kampen værd – at der stadig er andre, der er i live, som har brug for os."
PsykInfo, Psykiatrisk Videnscenter
Af underviser Annette Petersen