Det er den ’nyeste’ af de fremherskende sorgteorier, og den giver plads til en langt mere nuanceret og elastisk forståelse af sorg end de ’gamle’ sorgfaseteorier.
Freud var en af de første til at beskrive sorg som en psykologisk proces. Han beskrev sorg som den naturlige reaktion der følger når et mennesker mister en nærtstående person. Han mente at et såkaldt sorgarbejde var nødvendigt for at komme gennem sorgen på en hensigtsmæssig måde. Sorgarbejde er med Freuds ord en forløsning af sorgens følelser og frigørelse fra de følelsesmæssige bånd, der binder en til den person man har mistet. Når båndet til den afdøde opløses, frigøres den energi man har bundet op i forholdet og kan bruges igen i andre eller nye relationer. En af måderne at frigøre sig fra båndene på, er at udleve sorgens smertefulde følelser. Det kan blandt andet gøres ved at tale om de voldsomme følelser sådan man virkelig kommer i kontakt med den smerte de medfører, så man kan komme til at græde, hulke, brøle, skrige osv. over tabet der hvor det er nødvendigt (Freud, 1994; Cullberg, 2004; Davidsen-Nielsen & Leick, 1987; Worden, 2003).
Man har senere fundet at sorgarbejde ikke altid hænger sammen med at få det bedre og at intensivt sorgarbejde endda i nogle tilfælde kan hænge sammen med forlænget og forstærket sorg (Lindstrom, 2005). Tillige tyder undersøgelsesresultater på, at undgåelse af tabsrelaterede følelser (at man beskriver et tab som ikke særligt belastende men alligevel samtidig har forhøjet puls og blodtryk) for nogle personer kan være beskyttende (Stroebe, Schut, & Stroebe, 2005).
Det er altså ikke nok at være i sorgens følelser. At kunne holde fri fra sorgen er sandsynligvis lige så vigtigt. Mennesker reagerer forskelligt på tab, og ikke alle gennemgår samme elementer i samme rækkefølge efter en nærtståendes død. Derfor er det nødvendigt med en sorgforståelse der giver plads til forskellighed, så man ikke fejlagtigt kommer til at stemple nogle som ”forkerte” eller endda syge fordi de ikke sørger på den forventede måde.
Sorg er en kompeks og dynamisk proces
Tosporsmodellen forsøger at give et mere nuanceret bud på hvad sorg er, og beskriver sorg som en kompleks og dynamisk proces der hjælper den efterladte med at tilpasse sig sin nye situation. Det centrale i modellen er vekselvirkningen eller svingning mellem på den ene side konfrontation med og på den anden side undgåelse af tabet.
Konfrontationen foregår via en tabsorienteret proces hvor man fokuserer på det man har mistet, oplever og genoplever sorgens følelser og giver slip på, fortsætter eller omformer de følelsesmæssige bånd til den afdøde.
Tosporsmodellen beskriver elementer i naturlig sorg
I den tabsorienterede proces håndterer man de udfordringer tabet direkte har medført – f.eks. ”jeg har mistet min elskede” - og man benægter eller undgår at beskæftige sig med de forandringer det det nutidige og fremtidige liv, som tabet har medført. Undgåelsen af tabet ses i en genindførelsesorienteret proces, hvor man håndterer de ændringer og udfordringer tabet har medført i det nutidige og fremtidige liv, man gør nye ting og tilegner sig nye roller, man lader sig aflede fra sorgen og man benægter eller undgår i denne forbindelse kontakt med sorgens følelser. Vekselvirkningen mellem de to spor betragtes som en måde at tilpasse sig sin nye livssituation på, sådan man igen kan leve sit liv fuldt ud (Stroebe & Schut, 2001).
Det tabsorienterede spor har en del til fælles med det traditionelle sorgarbejde som Freuds beskrev det, men det bør understreges, at vellykket eller naturlig sorg ikke nødvendigvis hænger sammen med at give slip på båndende til den afdøde og at frigive en fastlåst energi, men at fortsættelse eller omformning af de følelsesmæssige bånd også kan være en god måde at komme igennem denne del af sorgen på. Det fortsatte bånd eller forhold til den afdøde hos børn der mister en forælder eller søskende.
Børn har ofte brug for at bibeholde far eller mor som en vigtig del af barnets liv, selvom de ikke lever længere. Samtidig har de fleste børn en evne til at være i nu’et som gør dem i stand til at svinge mellem de to spor på en meget fleksibel måde.
Det ses for eksempel hos Magnus 16 mdr. der har mistet sin tvillingebror:
"Magnus reagerede utroligt voldsomt. Han begyndte at slå os, når han fik sine anfald. Måske troede han det var os der havde taget Pelle fra ham. Han faldt som regel ned igen, når vi tog nogle billeder af Pelle frem og kiggede på dem sammen. Et øjeblik efter kunne han sidde nok så glad og lege med sine biler. Han sørgede, når sorgen meldte sig, og legede, når han fik lyst til det. Vi prøvede at gøre ham kunsten efter i den udstrækning det kunne lade sig gøre. Vi gav pokker i, hvad andre måtte tænke, og forsøgte ikke at føle skyld over også at have det sjovt og rart ind i mellem. Det kunne sagtens ske, at vi efter at have grædt og snakket om børnene elskede samme aften"
- Far om Magnus´ reaktion på Pelles død. (Madsen, Kristiansen & Olesen, 2001, s. 77)
Det at være i nu’et og svinge fleksibelt mellem konfrontation og undgåelse er svært for mange voksne, som både er holdt fast af deres ansvar over for andre (børn, partner, familie, arbejde osv.) og er vant til at have en vis kontrol over deres tanker og følelsesliv. Oftest vil man i den første tid efter tabet overvejende være i det tabsorienterede spor, mens man over tide lige så stille begynder at være mere i det genindførelsesorienterede spor. Der vil dog i en naturlig sorgproces være vekselvirkning mellem de to spor hele vejen gennem sorgen (Stroebe & Schut, 2001).
Accept af tabets virkelighed …..……og accept af realiteten af en ændret verden
Oplevelse af sorgens smerte............…..og at holde pauser fra sorgens smerte.
Tilpasning til livet uden afdøde ….....og mestring af det ændrede (subjektive) livsforhold.
Følelsesmæssig omlægning af forholdet til afdøde......og udvikling af nye roller, identiteter, relationer.
(Tilpasset efter bilag ved M. Stroebes workshop, Århus Universitet, 28/5/2004).
O´Connor, M. (2006). Sorg som en to-sporet proces. Omsorg: Nordisk tidsskrift for palliativ medisin/, vol. 23 nr. 1, s. 3-8.
Kilde: SDU
